1, 2, 3 amning! - Eller hvad?
I dette indlæg vil jeg fortælle om min oplevelse af amning og dagene efter min skønne fødsel. Jeg havde jo taget imod Felix siddende på hug, hvorefter jeg får lagt mig ned i hjørnet af sofaen med puder i ryggen og ham liggende på min mave. Jeg havde nemlig lært på et ammeforberedende kursus, at barnet selv kan finde vej fra midt på maven af moren og op til brysterne, hvis man bare giver dem tid nok. Jeg havde endda set en video af det, og det var virkelig smukt og rørende at se. Så det havde jeg da bestemt tænkt mig at lade min lille dreng gøre på egen hånd💙
Jeg kom jo i den situation, at min moderkage ikke ville give slip, så jordemoderen sagde, at Felix skulle lægges til brystet, da dette kunne udslippe hormoner, så moderkagen kunne give slip. Han kunne ikke få fat i noget som helst, selvom jeg lå der i laidback, som jeg havde lært det på kursuset. Jordemoderen og den studerende sad nærmeste ovenpå mig og hjalp til, men Felix kunne ikke få fat. Det var ret frustrerende, både at han ikke kunne få fat, og så det tidspres der var med moderkagen.
Da jordemoderen kunne se, hvor meget både Felix og jeg kæmpede for at få det til at lykkedes, bestilte hun en tid på ammelaboratoriet ude på Hvidovre til dagen efter, så vi kunne få hjælp der. Helt fint; tænkte jeg, for jeg kunne mærke på mig selv, at det her kunne jeg ikke selv finde rundt i, og rend og hop med al den teori jeg havde med i bagagen. Jeg kunne overhovedet ikke omsætte den til praksis.
Resten af dagen gik med at blive ved med at prøve at få ham til at spise. Jeg havde også lært på kurset, at man gerne skulle nå at lægge barnet til, når det giver de første tegn på sult, såsom at lave smaske lyde og række tungen ud. De tegn holdt jeg øje med hele tiden, og var ved at blive lettere sindsyg af det; er det nu du er sulten eller ikke?
Jordemoderen havde sagt hud-mod-hud det første døgn, så Felix havde fri adgang til brystet, og mælken kunne løbe til. Jeg kunne bare ikke holde ud, at have ham liggende der hele tiden. Jeg havde brug for, at han også var hos min kæreste eller mor. Jeg kunne ikke rigtig rumme det hele, og det var ret frustrerende, at han ikke kunne få fat.
Senere på dagen kom farmor for at se sit første barnebarn, og om aftenen kom morfar og de tre mostre til Felix. Det var dejligt at have den nærmeste familie på besøg, men samtidig følte jeg også, at jeg bare var inde i én stor boble, og jeg kunne endda føle en lille lettelse, når nogle tog Felix og sad med ham. Det var hårdt hele tiden at have fokus på mine bryster, og om han nu tog fat eller ej. Min mor prøvede virkelig at hjælpe og guide, og jeg bevarede roen, så godt jeg kunne og huskede hele tiden mig selv på, at jeg skulle være tålmodig, da jeg havde fået at vide at en god ammeetablering kunne tage op til 2 måneder! Hen på aftenen kiggede min mor og jeg på hinanden og sagde; Ammebrik. Vi sendte mine to søstre ud for at købe en til mig. Det fungerede også lidt, men da vi ikke vidste, hvordan den skulle sidde ordentligt fast, så kunne Felix alligevel ikke få ordentligt fat i vorten. Natten kom, og Felix fik en lille tår at drikke.
Min far kørte os til Hvidovre dagen efter, hvor vi fik vejledning. Jordemoderen viste os, hvordan jeg skulle sætte ammebrikken rigtigt på, og derefter så hun på Felix´ sutteteknik som intet fejlede. Hun sagde; amning når han selv melder sig, og så kunne jeg stimuleringspumpe i det omfang, jeg orkede det. Vi tog hjem igen og startede forfra. Jeg havde ikke overskud til at pumpe, men jeg prøvede virkelig at lægge Felix til, når jeg tolkede, at han gav signal til det. Men jeg syntes, det var rigtig udfordrende ikke at vide, om han meldte sig eller ej.
Felix´ andet levedøgn kom, og jeg var fuldstændig smadret. Vi skulle nu ud på Hvidovre igen til hælprøve og hørescreening. Vi skulle med bus, og jeg var grædefærdig, inden vi tog afsted. Jeg kunne overhovedet ikke få noget som helst til at hænge sammen inde i mit hoved. Det var en forfærdelig tur derud, og selvfølgelig blev vi afvist af en bus, så vi var sent på den. Min kæreste gik i forvejen ude på hospitalet, så vi kunne nå vores tid, og jeg kom et godt stykke efter. Jo tættere jeg kom på min destination, jo mere kom gråden, og da jeg endelig nåede indenfor på det lille kontor, brød jeg fuldstændig sammen. Jordemoderen kiggede alvorligt på mig og spurgte, om jeg havde ondt, jeg fik fremstammet nej, og forklaret hvorfor jeg græd. Derefter foreslog hun, at vi blev indlagt, så jeg kunne få hjælp til amningen, og hun syntes også, at Felix var ret gul, og det skulle der følges op på. Jeg følte en stor lettelse over, at vi kunne blive indlagt.
Blodprøver og andre prøver blev taget på Felix, og vi blev indkvarteret på en stue. Vores jordmoder var en ældre dame og ret striks i det. Måltiderne blev skemalagte med 3 timers mellemrum, hvor jeg først skulle amme max i 15 min, derefter skulle min kæreste give erstatning, og det jeg havde pumpet ud ved det sidste måltid. Mens min kæreste gav mad på en lille kop til Felix, sad jeg som en anden "Maren-malkeko" tilkoblet en elektrisk pumpe. Min kæreste og jeg følte os begge lidt overrumplet af jordemoderen og hendes strikshed, men samtidig gav det mig også noget ro, at det hele blev struktureret, og at der var en, som fortalte mig, hvad jeg skulle gøre.
Der var dog hele tiden en stemme inde i mit hovedet, som skreg nej nej nej, det var lige præcis sådan en situation hende fra ammekurset havde advaret imod. Man skulle give amningen tid, og det var ikke kun vægten, der var en indikator på, om barnet havde det godt eller ej, og man skulle passe på med erstatningsmælken osv. Jeg følte en mindre skyld over, at vi var havnet der, og han fik erstatning på kop, men hvad skulle jeg gøre. Han skulle have mad, han havde tabt sig lige under de 10%, de må efter fødslen, plus hans gulsot-tal var for højt, og mad var det eneste der kunne få det ned.
Vi var der i et døgn, og der var skift af jordemødre og sygeplejersker, og hvert hold havde deres holdning til, hvad jeg skulle gøre. Lettere forvirrende selvom det også var dejligt, at de ikke var så strikse og mere rolige omkring det hele. Da det første døgn var gået, fik vi at vide, at Felix´ gulsot-tal var stigende, så de ville beholde os et døgn mere. Vi var så heldige, at det var den sødeste jordemoder, der gav os beskeden. Hun kunne se på os, at vi var skuffede, så hun kom med to tilbud til os. Enten kunne vi låne hendes bil til at køre hjem og hente skifte tøj, eller vi kunne tage hjem og så komme igen dagen efter til en ny blodprøve. Vi valgte at tage hjem, og det var så dejligt. Hjemme gik vi i bad og fik rent tøj på, og vi fortsatte med måltider hver tredje time. Dagen efter havde vi forberedt os på at blive indlagt igen, så vi tog til Hvidovre med fuld oppakning😊 Heldigvis var vi der kun i to timer, hvor vi fik at vide, at hans tal så fine ud, han tog også fint på og var ikke så gul mere. Hjem med os igen, og vi var nu blevet mestre i at tage bus med barnvognen.
Derhjemme blev vi modtaget af mormor, og hun var der resten af dagen. Hjalp med amningen, lavede mad og gav os ro til at kunne hvile lidt. Jeg følte mig bedre klædt på til at amme og følte stille en ro, men det var stadigvæk svært for mig at have Felix hos mig hele tiden. Jeg følte tildels en dårlig samvittighed over det, men jeg var også fornuftig og tænkte; hvis jeg ikke har det godt med, at han er hos mig, så vil han heller ikke have det godt hos mig. Så hellere at han var hos en, som havde overskuddet til det, og så kunne han komme tilbage til mig, når jeg havde overskuddet igen.
I disse dage var min kæreste en stor stor støtte. Han elskede Felix med det samme, han kom ud til os, så den kærlighed jeg ikke følte med det samme, gav min kæreste vores lille dreng. Hvilket jeg er ham så taknemmlig for. Min kæreste hentede ting, lavede mad, sørgede for at lejligheden så nogenlunde ud, købte ind, trøstede mig, når jeg havde mine tudeture og sad bagved mig og støttede op om de svære amninger. Jeg blev totalt nyforelsket igen, og jeg kunne sidde i timevis og se på ham, og hvordan han sad og så på vores søn. Som min veninde skrev til mig; "Det er så vigtigt med det der anker. Det er i situationer som disse, at man finder ud af, hvilken mand man har."
Jeg havde jo kærlige følelser for Felix, men det hele havde været så overvældende i starten og så mange ting, jeg skulle forholde mig til, at jeg ikke rigtigt kunne mærke den der moderkærlighed, men jo mere ro jeg fik ifht amning, jo større kærlighed boblede der frem💖
Da Felix er en uge gammel, får vi vores første besøg af sundhedsplejersken. Det var en rigtig god oplevelse, da vores sundhedsplejerske var så rolig, rummelig og forstående overfor mig og mine følelser/tanker. Desværre kunne vi konstatere, at Felix havde tabt sig, og han var stadig gul. Vi skulle nu til at give erstatning igen og denne gang i sutteflaske, da han havde brug for mere, end de 20 ml vi havde tilbudt ham på hospitalet. Jeg skulle også til at pumpe ud igen og stimulere, så vi lejede en elektrisk pumpe. Jeg tumlede rundt i følelser og tanker efter det besøg.
Jeg hadede, at jeg nu skulle sidde der og malke ud igen. Det føltes så unaturligt, og skulle amning ikke være så naturligt ligesom en fødsel er det...!?
Jeg har aldrig været god til at træne op til noget, og dette her var jo også en slags træning. Hvis jeg ville kunne fuld amme mit barn, var jeg nødt til at træne hårdt op til det både fysisk og mentalt.
Felix kunne få det venstre bryst til at give en del mælk, men det højre ville ikke rigtigt komme med. Efter flere tudeture og tanker omkring at være en dårlig mor, når jeg nu ikke bare lige kunne amme, besluttede jeg mig at acceptere omstændighederne og kigge på, at min lille dreng fik det bedre efter, at han fik mere mad. Samtidig besluttede jeg mig også for, at jeg ville slappe af med alt det pumpning og lade tiden vise, om Felix selv ville stoppe med amningen, hvis den ikke gav nok, eller om han kunne få produktionen op.
Sundhedsplejersken kom to dage senere for at se, om han havde taget på, hvilket han heldigvis havde. Vi snakkede om det med at amme eller ej, og hun kunne godt forstå mine tanker/bekymringer omkring at møde omverdenen som måske ikke-ammende-mor, men i sidste ende var det vigtigt, at Felix fik mad, og at vi havde en sund og rask dreng.
Felix er nu 24 dage, og jeg ammer ham i en halv times tid på venstre bryst, som kommer mere og mere ind i kampen. Jeg prøver at tage brikken af, når vi begge er i humør til det, og jeg er også begyndt igen at stimulere det højre bryst, og endda lægge Felix til det en gang imellem. Efter amningen får han erstatning, og det fungerer fint. Selvfølgelig ville det være nemmere, hvis jeg "bare" kunne amme og uden ammebrikker, men sådan er vores virkelighed ikke lige nu.
Jeg accepterer mere og mere min ammesituation, men der er stadigvæk tider i løbet af en dag, hvor jeg kan blive fortvivlet og tænke; har jeg nu gjort nok for at få det til at fungere, gør jeg noget forkert, burde jeg søge privathjælp hos hende fra ammekurset, og har jeg trænet nok!? Men jeg slår dem hen og hanker op i mig selv, og husker mig selv på at jeg har gjort en masse for at få det op at køre. Jeg har gjort det, jeg kunne i de situationer, jeg har været i. Der findes mange flaskebørn i verden, og de trives helt perfekt, og vigtigst af alt er, at jeg ikke er nogen dårlig mor! Min søn får så meget kærlighed og nærvær, at jeg næsten tror, han udelukkende kunne leve af det😉
Jeg har nu fortalt om min ammeerfaring, og jeg ville gerne have haft andre kvinders erfaringer omkring det, inden jeg selv havde stået i det. For det kan vel ikke passe at alle andre kvinder, bare lægger deres barn til og så fungerer det..?! Vi deler gerne vores fødselsberetninger, men hvad med amningen og dagene efter? Det er jo egentligt endnu vigtigere at dele. Det er i hvert fald det, der har fyldt meget mere hos mig end selve fødslen.
Ja, selvom man forbereder sig alt hvad der er muligt og læser spalte op og spalte ned og hører på en jordemoders erfaringer, så kan man ikke forberede sig på, hvor svært det er at overføre teori til praktisk, når det er et lille ukendt barn, man skal samarbejde med. Nu er jeg disse erfaringer rigere, og jeg kommer til at skabe flere ammeerfaringer, som jeg helt klart kommer til at drage nytte af til det næste barn.
Jeg kom jo i den situation, at min moderkage ikke ville give slip, så jordemoderen sagde, at Felix skulle lægges til brystet, da dette kunne udslippe hormoner, så moderkagen kunne give slip. Han kunne ikke få fat i noget som helst, selvom jeg lå der i laidback, som jeg havde lært det på kursuset. Jordemoderen og den studerende sad nærmeste ovenpå mig og hjalp til, men Felix kunne ikke få fat. Det var ret frustrerende, både at han ikke kunne få fat, og så det tidspres der var med moderkagen.
Da jordemoderen kunne se, hvor meget både Felix og jeg kæmpede for at få det til at lykkedes, bestilte hun en tid på ammelaboratoriet ude på Hvidovre til dagen efter, så vi kunne få hjælp der. Helt fint; tænkte jeg, for jeg kunne mærke på mig selv, at det her kunne jeg ikke selv finde rundt i, og rend og hop med al den teori jeg havde med i bagagen. Jeg kunne overhovedet ikke omsætte den til praksis.
Resten af dagen gik med at blive ved med at prøve at få ham til at spise. Jeg havde også lært på kurset, at man gerne skulle nå at lægge barnet til, når det giver de første tegn på sult, såsom at lave smaske lyde og række tungen ud. De tegn holdt jeg øje med hele tiden, og var ved at blive lettere sindsyg af det; er det nu du er sulten eller ikke?
Jordemoderen havde sagt hud-mod-hud det første døgn, så Felix havde fri adgang til brystet, og mælken kunne løbe til. Jeg kunne bare ikke holde ud, at have ham liggende der hele tiden. Jeg havde brug for, at han også var hos min kæreste eller mor. Jeg kunne ikke rigtig rumme det hele, og det var ret frustrerende, at han ikke kunne få fat.
Senere på dagen kom farmor for at se sit første barnebarn, og om aftenen kom morfar og de tre mostre til Felix. Det var dejligt at have den nærmeste familie på besøg, men samtidig følte jeg også, at jeg bare var inde i én stor boble, og jeg kunne endda føle en lille lettelse, når nogle tog Felix og sad med ham. Det var hårdt hele tiden at have fokus på mine bryster, og om han nu tog fat eller ej. Min mor prøvede virkelig at hjælpe og guide, og jeg bevarede roen, så godt jeg kunne og huskede hele tiden mig selv på, at jeg skulle være tålmodig, da jeg havde fået at vide at en god ammeetablering kunne tage op til 2 måneder! Hen på aftenen kiggede min mor og jeg på hinanden og sagde; Ammebrik. Vi sendte mine to søstre ud for at købe en til mig. Det fungerede også lidt, men da vi ikke vidste, hvordan den skulle sidde ordentligt fast, så kunne Felix alligevel ikke få ordentligt fat i vorten. Natten kom, og Felix fik en lille tår at drikke.
Min far kørte os til Hvidovre dagen efter, hvor vi fik vejledning. Jordemoderen viste os, hvordan jeg skulle sætte ammebrikken rigtigt på, og derefter så hun på Felix´ sutteteknik som intet fejlede. Hun sagde; amning når han selv melder sig, og så kunne jeg stimuleringspumpe i det omfang, jeg orkede det. Vi tog hjem igen og startede forfra. Jeg havde ikke overskud til at pumpe, men jeg prøvede virkelig at lægge Felix til, når jeg tolkede, at han gav signal til det. Men jeg syntes, det var rigtig udfordrende ikke at vide, om han meldte sig eller ej.
Felix´ andet levedøgn kom, og jeg var fuldstændig smadret. Vi skulle nu ud på Hvidovre igen til hælprøve og hørescreening. Vi skulle med bus, og jeg var grædefærdig, inden vi tog afsted. Jeg kunne overhovedet ikke få noget som helst til at hænge sammen inde i mit hoved. Det var en forfærdelig tur derud, og selvfølgelig blev vi afvist af en bus, så vi var sent på den. Min kæreste gik i forvejen ude på hospitalet, så vi kunne nå vores tid, og jeg kom et godt stykke efter. Jo tættere jeg kom på min destination, jo mere kom gråden, og da jeg endelig nåede indenfor på det lille kontor, brød jeg fuldstændig sammen. Jordemoderen kiggede alvorligt på mig og spurgte, om jeg havde ondt, jeg fik fremstammet nej, og forklaret hvorfor jeg græd. Derefter foreslog hun, at vi blev indlagt, så jeg kunne få hjælp til amningen, og hun syntes også, at Felix var ret gul, og det skulle der følges op på. Jeg følte en stor lettelse over, at vi kunne blive indlagt.
Blodprøver og andre prøver blev taget på Felix, og vi blev indkvarteret på en stue. Vores jordmoder var en ældre dame og ret striks i det. Måltiderne blev skemalagte med 3 timers mellemrum, hvor jeg først skulle amme max i 15 min, derefter skulle min kæreste give erstatning, og det jeg havde pumpet ud ved det sidste måltid. Mens min kæreste gav mad på en lille kop til Felix, sad jeg som en anden "Maren-malkeko" tilkoblet en elektrisk pumpe. Min kæreste og jeg følte os begge lidt overrumplet af jordemoderen og hendes strikshed, men samtidig gav det mig også noget ro, at det hele blev struktureret, og at der var en, som fortalte mig, hvad jeg skulle gøre.
Der var dog hele tiden en stemme inde i mit hovedet, som skreg nej nej nej, det var lige præcis sådan en situation hende fra ammekurset havde advaret imod. Man skulle give amningen tid, og det var ikke kun vægten, der var en indikator på, om barnet havde det godt eller ej, og man skulle passe på med erstatningsmælken osv. Jeg følte en mindre skyld over, at vi var havnet der, og han fik erstatning på kop, men hvad skulle jeg gøre. Han skulle have mad, han havde tabt sig lige under de 10%, de må efter fødslen, plus hans gulsot-tal var for højt, og mad var det eneste der kunne få det ned.
Vi var der i et døgn, og der var skift af jordemødre og sygeplejersker, og hvert hold havde deres holdning til, hvad jeg skulle gøre. Lettere forvirrende selvom det også var dejligt, at de ikke var så strikse og mere rolige omkring det hele. Da det første døgn var gået, fik vi at vide, at Felix´ gulsot-tal var stigende, så de ville beholde os et døgn mere. Vi var så heldige, at det var den sødeste jordemoder, der gav os beskeden. Hun kunne se på os, at vi var skuffede, så hun kom med to tilbud til os. Enten kunne vi låne hendes bil til at køre hjem og hente skifte tøj, eller vi kunne tage hjem og så komme igen dagen efter til en ny blodprøve. Vi valgte at tage hjem, og det var så dejligt. Hjemme gik vi i bad og fik rent tøj på, og vi fortsatte med måltider hver tredje time. Dagen efter havde vi forberedt os på at blive indlagt igen, så vi tog til Hvidovre med fuld oppakning😊 Heldigvis var vi der kun i to timer, hvor vi fik at vide, at hans tal så fine ud, han tog også fint på og var ikke så gul mere. Hjem med os igen, og vi var nu blevet mestre i at tage bus med barnvognen.
Derhjemme blev vi modtaget af mormor, og hun var der resten af dagen. Hjalp med amningen, lavede mad og gav os ro til at kunne hvile lidt. Jeg følte mig bedre klædt på til at amme og følte stille en ro, men det var stadigvæk svært for mig at have Felix hos mig hele tiden. Jeg følte tildels en dårlig samvittighed over det, men jeg var også fornuftig og tænkte; hvis jeg ikke har det godt med, at han er hos mig, så vil han heller ikke have det godt hos mig. Så hellere at han var hos en, som havde overskuddet til det, og så kunne han komme tilbage til mig, når jeg havde overskuddet igen.
I disse dage var min kæreste en stor stor støtte. Han elskede Felix med det samme, han kom ud til os, så den kærlighed jeg ikke følte med det samme, gav min kæreste vores lille dreng. Hvilket jeg er ham så taknemmlig for. Min kæreste hentede ting, lavede mad, sørgede for at lejligheden så nogenlunde ud, købte ind, trøstede mig, når jeg havde mine tudeture og sad bagved mig og støttede op om de svære amninger. Jeg blev totalt nyforelsket igen, og jeg kunne sidde i timevis og se på ham, og hvordan han sad og så på vores søn. Som min veninde skrev til mig; "Det er så vigtigt med det der anker. Det er i situationer som disse, at man finder ud af, hvilken mand man har."
Jeg havde jo kærlige følelser for Felix, men det hele havde været så overvældende i starten og så mange ting, jeg skulle forholde mig til, at jeg ikke rigtigt kunne mærke den der moderkærlighed, men jo mere ro jeg fik ifht amning, jo større kærlighed boblede der frem💖
Da Felix er en uge gammel, får vi vores første besøg af sundhedsplejersken. Det var en rigtig god oplevelse, da vores sundhedsplejerske var så rolig, rummelig og forstående overfor mig og mine følelser/tanker. Desværre kunne vi konstatere, at Felix havde tabt sig, og han var stadig gul. Vi skulle nu til at give erstatning igen og denne gang i sutteflaske, da han havde brug for mere, end de 20 ml vi havde tilbudt ham på hospitalet. Jeg skulle også til at pumpe ud igen og stimulere, så vi lejede en elektrisk pumpe. Jeg tumlede rundt i følelser og tanker efter det besøg.
Jeg hadede, at jeg nu skulle sidde der og malke ud igen. Det føltes så unaturligt, og skulle amning ikke være så naturligt ligesom en fødsel er det...!?
Jeg har aldrig været god til at træne op til noget, og dette her var jo også en slags træning. Hvis jeg ville kunne fuld amme mit barn, var jeg nødt til at træne hårdt op til det både fysisk og mentalt.
Felix kunne få det venstre bryst til at give en del mælk, men det højre ville ikke rigtigt komme med. Efter flere tudeture og tanker omkring at være en dårlig mor, når jeg nu ikke bare lige kunne amme, besluttede jeg mig at acceptere omstændighederne og kigge på, at min lille dreng fik det bedre efter, at han fik mere mad. Samtidig besluttede jeg mig også for, at jeg ville slappe af med alt det pumpning og lade tiden vise, om Felix selv ville stoppe med amningen, hvis den ikke gav nok, eller om han kunne få produktionen op.
Sundhedsplejersken kom to dage senere for at se, om han havde taget på, hvilket han heldigvis havde. Vi snakkede om det med at amme eller ej, og hun kunne godt forstå mine tanker/bekymringer omkring at møde omverdenen som måske ikke-ammende-mor, men i sidste ende var det vigtigt, at Felix fik mad, og at vi havde en sund og rask dreng.
Felix er nu 24 dage, og jeg ammer ham i en halv times tid på venstre bryst, som kommer mere og mere ind i kampen. Jeg prøver at tage brikken af, når vi begge er i humør til det, og jeg er også begyndt igen at stimulere det højre bryst, og endda lægge Felix til det en gang imellem. Efter amningen får han erstatning, og det fungerer fint. Selvfølgelig ville det være nemmere, hvis jeg "bare" kunne amme og uden ammebrikker, men sådan er vores virkelighed ikke lige nu.
Jeg accepterer mere og mere min ammesituation, men der er stadigvæk tider i løbet af en dag, hvor jeg kan blive fortvivlet og tænke; har jeg nu gjort nok for at få det til at fungere, gør jeg noget forkert, burde jeg søge privathjælp hos hende fra ammekurset, og har jeg trænet nok!? Men jeg slår dem hen og hanker op i mig selv, og husker mig selv på at jeg har gjort en masse for at få det op at køre. Jeg har gjort det, jeg kunne i de situationer, jeg har været i. Der findes mange flaskebørn i verden, og de trives helt perfekt, og vigtigst af alt er, at jeg ikke er nogen dårlig mor! Min søn får så meget kærlighed og nærvær, at jeg næsten tror, han udelukkende kunne leve af det😉
Jeg har nu fortalt om min ammeerfaring, og jeg ville gerne have haft andre kvinders erfaringer omkring det, inden jeg selv havde stået i det. For det kan vel ikke passe at alle andre kvinder, bare lægger deres barn til og så fungerer det..?! Vi deler gerne vores fødselsberetninger, men hvad med amningen og dagene efter? Det er jo egentligt endnu vigtigere at dele. Det er i hvert fald det, der har fyldt meget mere hos mig end selve fødslen.
Ja, selvom man forbereder sig alt hvad der er muligt og læser spalte op og spalte ned og hører på en jordemoders erfaringer, så kan man ikke forberede sig på, hvor svært det er at overføre teori til praktisk, når det er et lille ukendt barn, man skal samarbejde med. Nu er jeg disse erfaringer rigere, og jeg kommer til at skabe flere ammeerfaringer, som jeg helt klart kommer til at drage nytte af til det næste barn.
De tre mostre og faderen inspicere amningen
Den berygtede tur til Hvidovre i bus for første gang
Så begyndte flaskelivet
Kommentarer
Send en kommentar