Lovespoon and Llangollen
Så fik jeg taget nogle dage fri, for at kunne tage på nogle ture og opleve noget andet end Wrexham og The Venture. Dejligt at vide, jeg har fri indtil næste tirsdag, så jeg kan slappe af i mit hoved, det har jeg brug for, da Syvsoveren har været en hel del på over arbejde de sidste par uger. Det tager meget af ens energi, sådan at være ude på egen hånd i verden, men det er spændende og interessant;-)
I dag startede dagen med formiddagskaffe med en god ven, og så tog jeg selv til en by, der hedder Llangollen, som ligger en halv times kørsel i bus fra Wrexham. Llangollen er en meget lille by, som ligger nede i en dal, hvor floden Dee går igennem. Der er ikke så meget at se, men det man skal se, når man tager til Llangollen, er Plas Newydd. Det er et stort bindingsværkshus med grund til, hvor to kvinder fra Irland boede tilbage i 1800-tallet. De flygtede fra Irland, da de var utilfredse med deres forældres planer for deres liv med mand, hus og børn. Så de boede sammen i dette halv store hus, sov i samme seng, så om de var mere en bare veninder, er der vidst ingen, der rigtig ved:-)
De var meget besøgte af datidens berømte digtere, kunstere osv., ikke fordi de selv var kunstere, men fordi det var noget helt specielt, at de boede sammen lidt udenfor Llangollen i dette smukke hus med den smukke have til. Gæsterne tog gerne et stykke træ med, som var formet i en eller anden slags figur i stedet for blomster, og alle disse træstykker ses nu på husets vægge indenfor. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvordan det så ud, for det var simpelthen for vildt. Hele trappeopgangen og opsatsen var dækket med forskellige træfigure i helt mørkt træ, der var så meget at se på, at øjenene næsten blev helt trætte.Det er virkelig et besøg værd:-)
Jeg købte mig selv en lille suverneir, faktisk den første. Det er en håndskåret lille træ ske med et hjerte i skæftet. Det er en Lovespoon. Traditionen startede tilbage i det 17. århundrede, hvor man kan sin elskede en Lovespoon, som tegn på ens kærlighed. Så det gav jeg til mig selv i dag:-)
Inden jeg tog hjem, besluttede jeg mig for en kop the i en lille cafe, som havde vinduer helt ud til floden. Der sad jeg med en god bog, en lille sød tekande og med den flotteste udsigt ever. Jeg følte mig så befriende let og glad:-)
Vejen hjem forgik øverst oppe i en dobbeltdækker bus:-) Jeg kunne ikke lade være med at grine, ved ikke hvorfor, men syntes bare, det hele var lidt komisk. At jeg sad der som 24 årrig helt alene øverst i en dobbeltdækker og kiggede ud over Wales´ landskab og havde en fornemmelse af, at jeg kunne ramle ind i hvad som helst, når jeg sad så højt oppe:-)
I dag startede dagen med formiddagskaffe med en god ven, og så tog jeg selv til en by, der hedder Llangollen, som ligger en halv times kørsel i bus fra Wrexham. Llangollen er en meget lille by, som ligger nede i en dal, hvor floden Dee går igennem. Der er ikke så meget at se, men det man skal se, når man tager til Llangollen, er Plas Newydd. Det er et stort bindingsværkshus med grund til, hvor to kvinder fra Irland boede tilbage i 1800-tallet. De flygtede fra Irland, da de var utilfredse med deres forældres planer for deres liv med mand, hus og børn. Så de boede sammen i dette halv store hus, sov i samme seng, så om de var mere en bare veninder, er der vidst ingen, der rigtig ved:-)
De var meget besøgte af datidens berømte digtere, kunstere osv., ikke fordi de selv var kunstere, men fordi det var noget helt specielt, at de boede sammen lidt udenfor Llangollen i dette smukke hus med den smukke have til. Gæsterne tog gerne et stykke træ med, som var formet i en eller anden slags figur i stedet for blomster, og alle disse træstykker ses nu på husets vægge indenfor. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvordan det så ud, for det var simpelthen for vildt. Hele trappeopgangen og opsatsen var dækket med forskellige træfigure i helt mørkt træ, der var så meget at se på, at øjenene næsten blev helt trætte.Det er virkelig et besøg værd:-)
Jeg købte mig selv en lille suverneir, faktisk den første. Det er en håndskåret lille træ ske med et hjerte i skæftet. Det er en Lovespoon. Traditionen startede tilbage i det 17. århundrede, hvor man kan sin elskede en Lovespoon, som tegn på ens kærlighed. Så det gav jeg til mig selv i dag:-)
Inden jeg tog hjem, besluttede jeg mig for en kop the i en lille cafe, som havde vinduer helt ud til floden. Der sad jeg med en god bog, en lille sød tekande og med den flotteste udsigt ever. Jeg følte mig så befriende let og glad:-)
Vejen hjem forgik øverst oppe i en dobbeltdækker bus:-) Jeg kunne ikke lade være med at grine, ved ikke hvorfor, men syntes bare, det hele var lidt komisk. At jeg sad der som 24 årrig helt alene øverst i en dobbeltdækker og kiggede ud over Wales´ landskab og havde en fornemmelse af, at jeg kunne ramle ind i hvad som helst, når jeg sad så højt oppe:-)
Kommentarer
Send en kommentar